September 2024
FREE ADMISSION
I Reparationscafeen samarbejdes der gerne, når der mangler et par hænder. Normalt kan mere end 75 % af de beskadigede ting komme til at fungere igen.
Her i september er det 5 år siden, at Repair Café Furesø slog dørene op for reparation af ting og sager, som man egentlig gerne ville beholde, men som enten var gået i stykker eller ikke rigtig ville fungere – og som måske havde ligget i en skuffe i årevis, uden at man nænnede at smide det ud.
De 5 år har budt på reparation af alle former for elektronik, kassettebånd-afspillere, dvd-afspillere, printere, julepynt, legetøj, tøj, der er blevet lagt op, huller, der er blevet stoppet og indtil flere haveredskaber som er blevet lavet.
I Repair Caféen har vi kunnet reparere det meste, lige fra elektronik til møbler og skadede kunstgenstande, som bare skulle limes sammen med den rigtige lim. Vi har også hjulpet med opsætning af telefoner og andre mobilenheder, som drillede.
I vores omhyggelige data kan vi se, hvor meget vi har reddet fra at blive til affald: en af de første gange, Repair Caféen var åben, reparerede vi blandt andet en kaffemaskine, en VHS-afspiller og et par bukser. Ialt sparede vi den dag 75 kg fra at blive til affald – hvilket i høj grad er et eksempel på grøn omstilling, en hjælp til at forbruge mindre, hvilket i sidste ende sparer jorden for udvinding af nye ressourcer. I Danmark havde vi brugt vores ressourcer for i år allerede d. 16. marts. Se følgende side: https://overshoot.footprintnetwork.org/newsroom/country-overshoot-days/
Repair Caféen er bemandet af frivillige kræfter, som en gang hver måned gerne bruger deres evner til få ting til at fungere igen - og samtidig gerne giver folk lyst til selv at lære, hvordan man gør, så man for eksempel ikke behøver at købe en ny CD-afspiller, hvis man bare lige kan skifte et gummibånd, så det hele virker igen.
Vi har, vel at bemærke, kun kunnet udføre alle disse reparationer gratis, fordi vi er blevet støttet af kommunens grønne guide og miljøinitiativpuljen. Vi har ikke alene kunnet købe noget værktøj,men også reservedele, som for eksempel de nævnte gummibånd /drivremme til kassettebånd-afspillere og andre ting, der kræver gummibånd for at fungere. Kommunens velvillige støtte er således en vigtig del af vores arbejde, så vi både kan reparere ting på en tilfredsstillende måde, og samtidig sørge for at det hele er gratis og nemt for de borgere, der har brugfor hjælp.
Vi har åbent igen lørdag d. 26. oktober kl. 10.00 – 13.00 i Galaksen i Værløse.
Alle er velkomne - vi håber at kunne reparere dine ting.
Husk! Du skal selv medbringe evt. reservedele, det kan være stof, garn eller komponenter til det, som vi skal reparere. Vi har kun værktøjet.
Tickets
Gratis adgang
When
Lørdag 26. oktober 2024
Galaksen i Værløse kl. 10:00 - 13:00
FREE ADMISSION
September 2024
Reparationscafeens 5-års jubilæum blev fejret med flag, kage og friske druer til alle. Der kom mange besøgende med ting, der skulle ses på, for eksempel flere sy-opgaver og mange apparater, heraf (endnu en) CD-afspiller, der ikke ville åbne 'slæden' til CD'en.
Det er vi blevet ret dygtige til at lave.
Den samlede succesrate var høj - af de 24 opgaver, der blev indleveret, blev de 18 repareret og bragt hjem igen af de glade kunder.
Lørdag 25/5 - 24 var der igen et velbesøgt værksted i Galaksen: Vi fik omkring 20 ting ind, hvoraf over halvdelen blev repareret til ejernes og reparatørernes store tilfredshed.
Endvidere har der meldt sig endnu 2 dygtige 'sy-damer', og det forventes, at endnu en håndsnild, nylig pensionist, vil melde sig med sit speciale. Hvis også du er interesseret, eller vil spørge om en bestemt opgave, som du ønsker, vi skal se på, kan du skrive til : repaircafefuresoe@gmail.com
Vi ønsker os, at I tålmodigt samler alle gode reparations-opgaver sammen til næste reparations-værksted, uden at smide ud for tidligt!
Har du lyst til at deltage i arbejdet for en bæredygtig fremtid?
Så kontakt:
Formand Jane Lindum,
tlf. 61655547
mailto: janelindum@gmail.com
Send venligst mail til denne adresse, hvis nedenstående skema ikke fungerer.